Faktaboks

Joachim Gottschalk
Født
10. april 1904
Død
6. november 1941

Joachim Gottschalk, 10.4.1904-6.11.1941, tysk skuespiller. Joachim Gottschalk var fra 1938 en populær og præsentabel skuespiller ved Volksbühne i Berlin. Fra samme år medvirkede han centralt i syv film, hvoraf tre blev vist i Danmark. Den sidste af disse, Die schwedische Nachtigall (1941, Den svenske Nattergal), fabulerer upålideligt over romancen mellem Jenny Lind og H.C.Andersen med Gottschalk i rollen som Andersen.

Det er ikke Joachim Gottschalks kunstneriske virke, der har bevaret ham fra glemselen, men hans familietragedie. Han var i 1930 blevet gift med skuespillerinden Meta Wolff (1902-41), og i 1933 havde de fået en søn. Fordi Meta Wolff var jøde, blev hun nægtet arbejde, og propagandaminister Joseph Goebbels forsøgte som i andre lignende tilfælde at tvinge Gottschschalk til en skilsmisse.

Da han nægtede, blev han i 1941 sagt op på Volksbühne og havde heller ikke udsigt til flere filmroller. 6. november begik han selvmord sammen med hustruen og den nu 8-årige søn. Goebbels forhindrede enhver presseomtale af dødsfaldet, og han forbød Gottschalks kolleger at deltage i begravelsen.

Dette forbud blev trodset af en række prominente skuespillere, selv om Gestapo efter ordre registrerede og fotograferede de sørgende. Senere i samme måned henstillede Adolf Hitler i en samtale Goebbels til ikke fremtidigt at fare så hårdt frem over for de såkaldte "blandede" ægteskaber. Ved at fare med lempe ville samarbejdet med teatrets og filmens folk glide mindre problematisk.

Det blev herefter regelen, at man udarbejdede særlige kontrakter med populære eller uundværlige skuespillere, der enten var jødisk gift eller selv af delvis jødisk afstamning. Dette betød samtidig, at de var nemmere at sætte under pres, bl.a. til at påtage sig roller i nazistiske propagandafilm.

Joachim Gottschalks familietragedie blev i bearbejdet form udgangspunkt for DEFA-filmen Ehe im Schatten (1947, Lad os dog leve), instrueret af Kurt Maetzig (1911-2012).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig