Jizo er sammen med Kannon den mest populære bodhisattva i japansk buddhisme. I mahayana-buddhismen er han kendt som Ksitigarbha. Ifølge myten afgav han et løfte om at drage til underverdenen for at redde mennesker ud af deres lidelser. Han tager sig af syge børn, og tidligt døde børn. Aborterede fostre hjælper han til næste genfødselsverden. Jizokulten har været i vækst på grund af abortproblemets voksende omfang i Japan. Ikonografisk fremstilles han som en mærkelig blanding af en munk og et barn. Der findes utallige små statuer af ham overalt i Japan, især ved begravelsespladser.