Jimi Hendrix ved en koncert i London den 8. oktober 1967, af /Shutterstock/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Jimi Hendrix

Faktaboks

Jimi Hendrix

Johnny Allen Hendrix

født:
27. november 1942
død:
18. september 1970
The Jimi Hendrix Experience. Fra venstre: Noel Redding, Jimi Hendrix, Mitch Mitchell.
The Jimi Hendrix Experience
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Jimi Hendrix var en amerikansk rockguitarist, komponist og sanger. Efter en kort militærkarriere indledte Jimi Hendrix i 1963 en karriere som professionel musiker for Sam Cooke, Little Richard, The Isley Brothers, King Curtis og Curtis Knight. En række optagelser fra denne periode (1963-66) lader allerede ane en original begavelse.

Tilskyndet af Chas Chandler (1938-96) fra The Animals rejste Hendrix i slutningen af 1966 til London. Her dannede han The Jimi Hendrix Experience sammen med Noel Redding (1945-2003), bas, og Mitch Mitchell (1947-2008), trommer.

Med denne trio skabte Jimi Hendrix en helt ny rock-blues og satte en ny standard for den elektriske guitars muligheder med fantasifuld brug af pedaler, overstyring og feedback.

Album i udvalg

  • Are You Experienced? (1967)
  • Axis: Bold As Love (1967)
  • Electric Ladyland (1968)
  • Band Of Gypsys (1970)
  • First Rays of the New Raising Sun (1997)

Lp'erne Are You Experienced? (1967), Axis: Bold as Love (1967) og det ambitiøst eksperimenterende dobbeltalbum Electric Ladyland (1968) blev alle kæmpesucceser sideløbende med singlehit som Hey Joe (1966), Purple Haze, The Wind Cries Mary og Burning of the Midnight Lamp (alle 1967) og All Along the Watchtower (1968).

Trioen fik et afgørende gennembrud på The Monterey Pop Festival i USA i 1967, hvor Jimi Hendrix sprængte rammerne for sceneoptræden, idet han anslog guitarstrengene med tænderne, spillede på guitaren, mens den hang på ryggen, for til sidst at sætte ild til instrumentet; alt sammen med en forbløffende musikalsk styring. Et udmarvende turnéprogram førte i 1969 til opløsning af Experience, og en følgende triodannelse under navnet Band of Gypsys holdt ikke længe.

1969-70 arbejdede Jimi Hendrix på et nyt album med arbejdstitlen First Rays of the New Rising Sun, fortrinsvis med bassisten Billy Cox (f. 1941) og Mitch Mitchell. Dette album blev først udsendt i 1997; det er præget af en ny og blødere guitarlyd, og en stadig intens og reflekterende sanger og sangskriver i en udvikling, som brat blev afbrudt, da Jimi Hendrix efter en overdosis af alkohol, narkotika og sovepiller blev fundet død 18.9.1970.

Som instrumentalist har Jimi Hendrix inspireret guitarister fra heavy metal-stilen til avantgardejazz. Ikke mindst på de mange liveoptagelser, der er bevaret med ham, fx Woodstock (1970, 1971 og 1994), høres et guitarspil, som ingen har formået at kopiere.

Både i 2003 og 2011 kårede det toneangivende musikmagasin Rolling Stone Jimi Hendrix som den bedste rockguitarist nogensinde.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig