Jihlava, ty. Iglau, tjekkisk industriby i Sydmæhren 140 km SØ for Prag; 51.471 indb. (2003). Jihlava er hovedstad i amtet Vysočina på den gamle grænse mellem Bøhmen og Mæhren. Maskinindustri samt forarbejdning af læder, tekstil og glas er af økonomisk betydning. På byens torv ligger bl.a. det gamle rådhus (opført i 1400-1700-t.), hvorfra der er adgang til en del af et ca. 25 km langt gangsystem under byen.