Jiang Zemin

Faktaboks

Jiang Zemin
født:
17. august 1926

Jiang Zemin, f. 17.8.1926, kinesisk politiker, generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti (KKP) siden 1989, Kinas præsident 1993-2003. Jiang, som er uddannet ingeniør, var 1983-85 minister for elektronikindustrien. Han blev 1985 udnævnt til borgmester i Shanghai og 1987 optaget i KKP's politbureau, Kinas øverste magtelite. I kølvandet på nedkæmpelsen af Demokratibevægelsen i 1989 overtog han lederposten i KKP efter den detroniserede reformpolitiker Zhao Ziyang. Udnævnelsen af Jiang var en overraskelse, men skal bl.a. ses i lyset af hans relativt vellykkede håndtering af de prodemokratiske demonstrationer i Shanghai 1989, hvor det til forskel fra Beijing ikke kom til større blodsudgydelser. Endvidere må udnævnelsen af Jiang ses som udtryk for Deng Xiaopings bestræbelse på at undgå et sammenbrud for den økonomiske reformpolitik efter Zhao Ziyangs fald; Jiang var kompromiskandidaten, som forenede viljen til at fortsætte økonomiske reformer med ønsket om at fastholde KKP's magtmonopol. Endelig var Jiangs politiske opstigning udtryk for teknokraternes gradvise overtagelse af magten efter den gamle ledergeneration af revolutionære veteraner.

Jiang blev omkring 1990 af mange set som en overgangsskikkelse, men han viste sig i stand til at konsolidere sin position, og hans ledelsesperiode har udviklet sig til den mest stabile og økonomisk fremgangsrige i Folkerepublikkens historie. Han henviste ofte til Kinas nationale stolthed, og i 1997 kunne han forestå Hongkongs tilbagevenden til Kina. Den økonomiske reformkurs blev kronet med Kinas optagelse i WTO i 2001. Den politiske og sociale kontrol blev varetaget ved hurtige indgreb mod ethvert tilløb til uro eller autonome sociale bevægelser. Jiang overlod 2002-04 sine lederposter til Hu Jintao.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig