Jevgenij Zamjatin

Zamjatin voksede op i den mindre by Lebedjan, lidt over 300 km syd for Moskva. I 1896 begyndte han på gymnasiet i Voronezj, og til trods for at han fandt studierne uinteressante og brugte meget af sin tid på dagdrømmerier, modtog han ved sin dimission i 1902 en guldmedalje i faget Russisk skriftlig komposition. Samme år flyttede han til den daværende hovedstad, Sankt Petersborg, hvor han pantsatte guldmedaljen og tilmeldte sig en skibsteknisk uddannelse ved Det Polytekniske Institut.

Under studierne lod Zamjatin sig påvirke af tidens politiske klima. Han blev bolsjevik, udførte ulovligt trykkeriarbejde fra sin lejlighed og deltog i andre revolutionære aktiviteter. I 1905 blev han arresteret, og året efter blev han sendt i eksil i sin fødeby. Han vendte dog tilbage til Sankt Petersborg allerede senere samme år, for en administrativ fejl hindrede ordensmagten i at håndhæve dommen.

I 1908 fik Zamjatin både færdiggjort sin uddannelse og udgivet sin første novelle, Alene (Odin). Han fik arbejde på instituttets afdeling for maritim arkitektur og lagde i den forbindelse sit politiske virke på hylden. I 1911 blev eksildommen genaktiveret i form af et forbud mod at bo i Sankt Petersborg, så han bosatte sig uden for byen og helligede sig nu det skønlitterære arbejde.

I denne periode skrev han bl.a. kortromanen Provinsen (Ujezdnoje), som blev særdeles godt anmeldt og cirkulerede i flere tidsskrifter og litteraturjournaler. Allerede i 1913 ophørte eksileringen, og han flyttede tilbage til hovedstaden, genoptog det skibstekniske arbejde og fortsatte med at skrive. Han havde nu opnået bred anerkendelse som forfatter.

I 1916 rejste Zamjatin til Newcastle-upon-Tyne i England for at føre tilsyn med konstruktionen af en række isbrydere, som han selv havde designet. De senere fortællinger Øboerne (1918) og Menneskefiskeren (1922) er satirer over engelsk småborgerlighed.

Han vendte hjem til Rusland i 1917, i tide til være vidne til Oktoberrevolutionen. Litteraturen var nu hans primære fokus, han underviste i skrivekunst og blev en del af flere kulturorganisationer. Samtidig begyndte han dog også offentligt at kritisere flere af de nu magthavende bolsjevikkers politiske tiltag, bl.a. deres ødelæggelse af kulturelle monumenter og deres symbolpolitik. Han skrev en række fabler, hvori et lille væsen ved navn Fita optrådte: det var en åbenlys karikatur af Vladimir Lenin. Allerede et år efter Oktoberrevolutionen havde det nye styre sat en effektiv stopper for bolsjevik-kritiske publikationer, og Zamjatin holdt op med at skrive artikler af politisk karakter.

I 1919 intensiveredes Zamjatins forlags- og organisationsarbejde, og han begyndte bl.a. at arbejde tæt sammen med den stadig mere indflydelsesrige forfatter Maksim Gorkij, som på dette tidspunkt lovpriste hans forfattertalent. 1921-1927 var han en eksperimenterende frontfigur i Gorkijs sammenslutning Serapionsbrødrene.

Zamjatin oplevede dog i stigende grad problemer med at få sine tekster udgivet. Han engagerede sig derfor, som mange andre forfattere i tiden, i forlagsarbejde, der trods alt sikrede ham en stabil indkomst. Han skrev i 1921 et læserbrev om den vanskelige situation for forfattere: Jeg er bange (Ja bojus), og han udtrykte senere sine tanker om kunstnerisk frihed i skriftet Om litteratur, revolution, entropi m.m. (1924).

Samtidig havde han tilsyneladende svært ved at leve op til sine egne krav om at være en nyskabende forfatter.

Det var under disse omstændigheder, at han skrev sit dystopiske hovedværk Vi, en science fiction-fortælling om et samfund 1000 år ude i fremtiden. Her har alle borgere numre i stedet for navne, og har man for meget fantasi, fikses det med det hvide snit. Næsten alle er tilsyneladende af den overbevisning, at dette er den ideelle måde at leve på. Romanen, som var en slet skjult kritik af Zamjatins samtid, blev nægtet udgivelse, og han mistede den rest af velvilje, han havde tilbage blandt eliten. Litteraturkritikere og tidligere venner og kolleger gjorde nu en dyd ud af at kritisere ham offentligt.

I 1922 blev Zamjatin sammen med over hundrede andre intellektuelle, der af staten blev anset som værende oppositionelle og uønskede, anholdt. Størstedelen af dem blev sendt i eksil i udlandet, men Zamjatin, der var begyndt at se en sådan eksilering som noget positivt, måtte til sin skuffelse se sig "reddet" af sine indflydelsesrige venner. Han ansøgte om at gå frivilligt i eksil, men ansøgningen blev afvist.

I 1924 udkom Vi i udlandet på engelsk og fransk. Samme år døde Lenin, og Josef Stalin kom til magten, hvorefter censuren af nonkonforme kunstnere blev øget radikalt. Hvor man førhen kunne slippe afsted med at holde sin antibolsjevikiske holdninger for sig selv, var det nu påkrævet, at man som intellektuel skulle bakke offentligt op om regimets politiske linje.

I 1929 blev Zamjatin således udsat for hadske angreb fra "proletarforfatterne" i RAPP. I 1931 skrev han til Stalin og bad om tilladelse til at forlade Sovjetunionen. Hans bøn blev imødekommet, og han og hans kone slog sig ned i Paris i 1932. Her boede de, indtil Zamjatin døde i 1937. Han blev begravet på Cimetière parisien de Thiais syd for Paris.

Vi udkom på russisk i 1952 i New York, men først i 1987 i Sovjetunionen. I dansk oversættelse udkom den første gang i 1959 og i nyoversættele i 2017.

• Ruslands litteratur
• Ruslands historie 1917-1945