Jette Thyssen, f. 1933, dansk billedvæver, maler og grafiker, uddannet på Kunsthåndværkerskolen 1951-54. Jette Thyssen arbejder i sine billedtæpper med klare, kraftige farver og et forenklet geometrisk formsprog, hvis elementer ofte varieres over en række sammenhørende værker. Fra 1978 har hun udstillet med Grønningen, og hun har udført en lang række udsmykningsopgaver. Siden 1961 har hun tillige arbejdet med serigrafi som udtryksform.