Jesu lignelser

Som litterær genre kan lignelsen være vanskelig at afgrænse; dog drejer det sig grundlæggende om billedtale, der også kendes fra Det Gamle Testamente (fx 2 Samuelsbog 12,1-4; Esajas' Bog 5,1-7) og fra rabbinsk litteratur og har træk fælles med folkelig fortælling, fx Æsops fabler. Al billedtale fra gåder og ordsprog til detaljerede allegorier kan på hebraisk kaldes meshalim 'lignelser'.

Lignelsen udmærker sig ved at udgøre en lille fortælleenhed, der står i selvstændigt forhold til den tekst, hvori den er indfældet. Man skelner i Jesu lignelser mellem billedord eller sammenligninger (fx Luk 13,32), egentlige lignelser, hvor noget typisk skildres (fx Mark 4,30-32), parabler, hvor noget usædvanligt fortælles (fx Luk 16,1-7), eksempelfortællinger (fx Luk 10,25-37) og allegorier (fx Mark 4,3-9 i den efterfølgende tydning).

Principielt vil en lignelse udlægge sig selv ved at illustrere betydningen af det, som lignelsen gælder, i evangelierne ofte Guds rige eller Himmeriget: Med Guds rige er det som med en konge osv. Man taler her om et tredje sammenligningspunkt mellem lignelsens pointe og det, den vil illustrere. Det kan være den underfulde vækst eller det overrumplende.

Allerede i evangelierne kan vi dog iagttage, at lignelserne ofte er blevet til gådeord, der kræver en udlægning (se fx Mark 4,10-12). Det fremgår af de tydninger, som enkelte lignelser er forsynet med (se Mark 4,13-20; Matt 13,18-23; Luk 8,11-15 og Matt 13,36-43). Især i Matthæusevangeliet synes lignelserne også udformet med henblik på den allegorisk forståelse.

Følgende liste omfatter, hvad der i almindelighed er blevet opfattet som lignelser i evangelierne:

• Arbejderne i vingården (Matt 20,1-14)
• Den barmhjertige samaritaner (Luk 10,23-37)
• De betroede talenter/pund (Matt 25,14-30; Luk 19,11-27)
• Børnene på torvet (Matt 11,16-19)
• Farisæeren og tolderen (Luk 18,9-14)
• Figentræet (Mark 13,28-29; Matt 24,32-33; Luk 29-31)
• Den fortabte søn (Luk 15,11-32)
• Den gældbundne tjener (Matt 18,23-35)
• Klinten i hveden, se Ukrudtet i hveden
• Kongen som krigsherre (Luk 14,31-32)
• Kongesønnens bryllup (Matt 22,1-14; Luk 14,15-24)
• Den kostbare perle (Matt 13,45-46)
• Det mistede får, se Det vildfarne får
• Rajgræsset i hveden, se Ukrudtet i hveden
• Den rige bonde (Luk 12,13-21)
• Den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31)
• Sennepsfrøet (Matt 13,31-32)
• Skatten i marken (Matt 13,44)
• Den store nadver (Luk 14,15-24)
• Surdejen (Matt 13,33)
• Sædemanden (Mark 4,3-9 og 13-20; Matt 13,1-9 og 18-23; Luk 8,4-8 og 11-15)
• Sæden, der gror af sig selv (Mark 4,26-29)
• Den tabte mønt (Luk 15,8-10)
• De ti brudejomfruer (Matt 25,1-13)
• De to huse (Matt 7, 24-27; Luk 6,46-49)
• De to sønner og vingården (Matt 21,28-31)
• Den tro og kloge husholder (Luk 12,35-48)
• Tårnbyggeren (Luk 14,28-30)
• Det ufrugtbare figentræ (Luk 13,6-9)
• Ukrudtet i hveden (Matt 13,24-30 og 36-43)
• Den uretfærdige dommer og enken (Luk 18,1-8)
• Den utro godsforvalter (Luk 16,1-9)
• De utro vingårdsmænd (Matt 21,33-46)
• Verdensdommen (Matt 25,31-46)
• Det vildfarne får (Matt 18,12-14; Luk 15,1-7)
• Voddet (Matt 13,47-49)

Tidligere mente man ofte i Jesu lignelser at stå over for autentisk Jesus-overlevering. I dag går forståelsen snarere i retning af at se lignelserne, i hvert fald som de nu optræder i evangelierne, mere eller mindre som præget, om ikke ligefrem skabt af den enkelte evangelieforfatter. Således udmærker lignelserne i Matthæusevangeliet sig ved gennemgående at skulle forstås allegorisk (se de to eksemplariske udlægninger i Matt 13,18-23 og 36-43), mens lignelserne i Lukasevangeliet, der undertiden kan forstås som genskrivninger Matthæusevangeliets lignelser (jf. fx Luk 14,15-24 med Matt 22,1-13), er præget af større fortælleglæde og ofte udlægger sig selv. Det gælder således de to vel bedst kendte af Jesu lignelser, lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,23-37) og den længste af evangeliernes lignelser, lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32).

Se også Jesus Kristus.