Faktaboks

Jesper Due
Født
19. juni 1944, København
Død
23. december 2021, Frederiksberg
Jesper Due
Jesper Due. Foto fra 1999.
Jesper Due
Af /Ritzau Scanpix.

Jesper Due var en dansk sociolog og arbejdsmarkedsforsker, en titel, han selv dannede og umiddelbart fik anerkendt.

Jesper Due var oprindeligt uddannet elektriker i 1964 og havde ingen studentereksamen, da han 13. august 1969 på dispensation blev optaget som studerende ved Institut for Kultursociologi på Københavns Universitet. Instituttet var ledet af professor Verner Goldschmidt, der udtrykte en betydelig interesse for at åbne universitet i forlængelse af de ungdomspolitiske og universitetspolitiske strømninger og debat om arbejder-studenter-samarbejde i ungdomsoprørets år, 1968. Jesper Due var den første, der fik en sådan dispensation, men allerede samme år kom flere til, bl.a. Jørgen Steen Madsen (f. 1946), der senere blev Dues professorkollega.

Jesper Due blev i 1977 knyttet til Institut for Kultursociologi, senere Sociologisk Institut, Københavns Universitet, efter at han i 1976 var blevet mag.art. i kultursociologi. I 1991 blev han fil.dr. i sociologi ved Lunds Universitet. I 2005 udnævntes han til professor ved FAOS, der fra 1999 var et Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, et center, han selv havde været med til at opbygge med forskningsmidler fra arbejdsmarkedets parter LO og DA.

Jesper Due har ansvaret for, at aftalesystemet på det danske arbejdsmarked i dag omtales som den danske model. Hans hovedværk Den danske model – En historisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesystem blev udgivet i 1993 i samarbejde med Jørgen Steen Madsen og Carsten Strøby Jensen. Forfatterskabet sammen med Jørgen Steen Madsen omfatter desuden bl.a. Forligsmagerne (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1996), Fra magtkamp til konsensus – Arbejdsmarkedspensionerne og den danske model (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003), Fra storkonflikt til barselsfond. Den danske model under afvikling eller fornyelse (Jurist- og Økonomforbundets forlagets forlag, 2006) og Det offentlige aftalesystems historie I-IV (Syddansk Universitetsforlag, 2020).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig