Jeppe Kofod

Faktaboks

Jeppe Kofod

Jeppe Sebastian Kofod

født:
14. marts 1974, København

Jeppe Kofod. Foto fra 2011.

.

Jeppe Kofod er en dansk socialdemokratisk politiker, som blev udnævnt til udenrigsminister i den socialdemokratiske mindretalsregering, da ministeriet Mette Frederiksen tiltrådte 27. juni 2019. Han er ikke medlem af Folketinget, men blev hentet til udenrigsministerposten fra sin plads i Europa-Parlamentet.

Jeppe Kofod har en bachelorgrad i socialvidenskab fra Roskilde Universitetscenter, 2004. Under orlov fra Folketinget juli 2006-juni 2007 tog han en mastergrad i Public Administration, Harvard University, 2007. Han var Marshall Memorial Fellow 2004 og Fulbright Fellow 2006-2007.

Jeppe Kofod deltog tidligt i politisk ungdomsarbejde som elevrådsformand både i folkeskolen og på gymnasiet, senere som bestyrelsesmedlem i Danmarks Elev Organisation 1990-1992, i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning 1992-1994 og forretningsudvalgsmedlem i Operation Dagsværk 1992-1994.

Han var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, på Bornholm fra 1990 til 1994 og medlem af DSU’s forretningsudvalg 1996-1998. Kofod arbejdede 1993-1996 som lærer på bornholmske skoler og fra 1996-1998 som projektkoordinator i Socialdemokratiets Internationale Afdeling med vægt på udviklingspolitik.

Jeppe Kofod blev første gang valgt til Folketinget i 1998, Bornholms amtskreds (fra 2007: Bornholms Storkreds), og han forblev folketingsmedlem frem til 2014, da han som sit partis spidskandidat blev valgt til Europa-Parlamentet. I Folketinget var han sit partis udenrigsordfører 2000-2013, næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn 2001-2008 og formand 2011-2013. Jeppe Kofod var næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2003-2005.

Udenrigspolitisk er Jeppe Kofod meget bredt engageret, oprindeligt med vægt på det sikkerhedspolitiske og atlantiske samarbejde. Han har haft bestyrelsesposter i FN-forbundet og UNICEF Danmark og var fra 2009 rapporteur for NATO Parliamentary Assembly's Sub-Committee on Transatlantic Economic Relations, generel ordfører i NATO’s parlamentariske forsamling 2012-2013 og medlem af bestyrelsen for Det Parlamentariske Netværk for Verdensbanken 2009-2013.

Jeppe Kofod blev valgt til Europa-Parlamentet i 2014 og var netop blevet genvalgt i 2019, da han blev udnævnt til udenrigsminister. I Europa-Parlamentet var han formand for den danske socialdemokratiske gruppe og næstformand i socialistgruppen. Som formand for parlamentets skattesnydsudvalg stod han for parlamentets indsats mod skattelylande, skatteunddragelser og hvidvask.

Han er nu opstillet til Folketinget i 9. kreds, Vesterbro og Kgs. Enghave, Københavns Storkreds.

Jeppe Kofod er medforfatter til Demokrati på dansk (1999) og Dansk udenrigspolitik – socialdemokratiske pejlemærker (2003) samt bidragsyder til Nye vinde, nye veje (2002) og Atlantiske afstande (2004).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig