Faktaboks

Jeppe Bruus

Jeppe Bruus Christensen

Født
20. april 1978, Tølløse
Jeppe Bruus
Jeppe Bruus.
Af /Folketinget.

Jeppe Bruus er en dansk politiker fra Socialdemokratiet, medlem af Folketinget 2013-2016 og igen fra 2019. Han var partiets politiske ordfører fra 2021 til 2022 og har været skatteminister siden 2022.

Jeppes Bruus' uddannelse og baggrund

Jeppe Bruus er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet 2007. Han gik på Kennedy High School i Iowa, USA, 1995-1996.

Sin politiske baggrund har Jeppe Bruus i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvor han i 2006 blev forbundssekretær. I perioden 2003-2007 var han formand for Dansk Ungdoms Fællesråd. Han blev første gang opstillet som folketingskandidat i 2008 i Gladsaxekredsen, Københavns Omegns storkreds.

I perioden 2012-2014 var Jeppe Bruus kommunikationschef i Landsorganisationen i Danmark (LO).

I Folketinget 2013-2016 og fra 2019

Jeppe Bruus indtrådte første gang i Folketinget i november 2013 som stedfortræder og blev fast medlem fra 1. januar 2014 som afløser for Sophie Hæstorp Andersen. Han opnåede ikke valg ved folketingsvalget 18. juni 2015, men indtrådte i perioden 14. juli 2014-30. september 2016 som stedfortræder for Mogens Lykketoft.

Ved folketingsvalget den 5. juni 2019 blev han valgt i Gladsaxekredsen, Københavns Omegns storkreds, hvor han havde været kandidat siden 2008. Fra august 2021 blev han sit partis politiske ordfører.

Skatteminister fra 2022

Den 4. februar 2022 blev Jeppe Bruus udnævnt til skatteminister i statsminister Mette Frederiksens socialdemokratiske mindretalsregering, hvor han afløste Morten Bødskov. Ved udnævnelsen blev det fremhævet, at Jeppe Bruus var den 11. skatteminister på 12 år i en periode, hvor ministeriet var i gang med et omfattende oprydningsarbejde efter en række dyre skandaler. Det blev samtidig fremhævet, at Jeppe Bruus havde et indgående kendskab til arbejdsområdet først som kommunikationschef i Skatteministeriet 2016-2018 og derefter som kommunikationschef i Skattestyrelsen 2018-2019.

Efter folketingsvalget 2022 fortsatte han som skatteminister i den nye trepartiregering betående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig