Jenson Button, Jenson Alexander Lyons Button, f. 19.1.1980, britisk racerkører. Button debuterede i gokart (se karting), hvorfra han arbejdede sig videre til bl.a. formel 3-klassen. 2000 debuterede han i formel 1 for Williams-holdet, og efter en karriere med mange holdskift tog han sin første grandprix-sejr 2006 i Ungarn for Honda. Honda-holdet blev 2009 videreført som Brawn GP, og efter en imponerende sæson med seks grandprix-sejre, heraf fire i træk, blev Button kåret som verdensmester. 2010 skiftede Button til McLaren-Mercedes-holdet, som han fik en sejr med allerede i sæsonens andet grandprix i Melbourne.