Jens Sørensen, 1646-1723, dansk søkortdirektør. Sørensen, der oprindelig var skibsfører, vidste af egen erfaring, hvor ringe de hidtil benyttede hollandske søkort over danske farvande var, og han fik efter ansøgning bevilling til at kortlægge farvandene og blev i 1695 udnævnt til søkortdirektør. Gennem de følgende år foretog han meget omfattende og samvittighedsfulde opmålinger fra skib og på land. Han udarbejdede gennem årene mere end 100 forbavsende gode søkort over danske farvande og ansøgte gentagne gange forgæves om at få dem trykt, måske fordi man frygtede, at de kunne bruges af landets fjender. Mange af hans tegninger eksisterer endnu.