Jens Pauli Heinesen

Faktaboks

Jens Pauli Heinesen
født:
12. november 1932
død:
19. juli 2011

Jens Pauli Heinesen var en færøsk forfatter. Han debuterede i 1953 med novellerne Degningsælið og slog igennem med romantrilogien Tú upphavsins heimur (1962-66; 2. udg. 1990) om et færøsk bygdesamfunds vej ind i nutiden — symboliseret ved et tunnelbyggeri. Hans store roman Frænir eitur ormurin (1973) anvender figurer fra det gamle kvad Sigurd Fafnersbane i en moderne historie om multinational kapitalisme kontra færøsk selvstændighed.

Ud over Rekamaðurin (1977) med stof fra 2. Verdenskrig foreligger en række korte, delvis selvbiografiske romaner, der tilsammen danner syvbindsværket Á ferð inn í eina óendaliga søgn (1980-92, På rejse ind i en uendelig historie). Af Jens Pauli Heinesens dramatik er fire tekster udgivet samlet i 1985. På dansk findes novelleudvalget Bølgerne leger på stranden (1980).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig