Jens Lund, 1873-1946, dansk billedhugger. Jens Lund blev uddannet på bl.a. Kunstakademiet 1896-1901. I granit, sand- og kalksten udførte han portrætbuster og skulpturer, fx de ti folketyper i nationaldragter til Københavns Hovedbanegårds facade (1910). Bemærkelsesværdige er hans arbejder udført i moseeg, især statuen Job (1920, Statens Museum for Kunst). Jens Lund, der i 1920 modtog Eckersbergs Medalje, virkede fra 1914 som konservator ved Statens Museum for Kunst.