Faktaboks

Jens Kraft
Født
1720
Død
1765

Jens Kraft, 1720-1765, dansk filosof og matematiker, fra 1746 professor i disse fag ved Sorø Akademi. Hans matematiske og fysiske arbejder viser ham som en af 1700-t.s betydeligste danske videnskabsmænd. Skønt tilhænger af den leibniz-wolffske filosofi (se Chr. Wolff) var han som fysiker newtonianer. Hans naturvidenskabelige hovedværker er forelæsningerne over mekanik og statik, udgivet 1763-64. Som lærer i filosofi udgav han 1751-53 et wolffiansk lærebogssystem i fem bind, heriblandt den udmærkede Logik (1751), skrevet på et magtfuldt og klart dansk renset for overflødige fremmedord.

I 1760 udgav Kraft sin mest spændende bog, Kort Fortælning af de Vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger, en antropologi, hvori han knæsatte princippet om, at det naturlige skal forklares ved det naturlige. Han kritiserer her den private ejendomsret og hævder, at mange sygdomme er socialt betingede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig