Jens Østerholm

Faktaboks

Jens Østerholm
født:
1928
død:
2006

Jens Østerholm, 1928-2006, dansk skuespiller, der i film som Palle Kjærulff-Schmidt/Klaus Rifbjergs Weekend (1962) og To (1964) slog sit navn fast som tidens unge mand med virilitet, vrede og umodent fantasteri.

Jens Østerholm var ansat på Odense Teater 1954-60, hvor han bl.a. spillede Cliff i John Osbornes Ung vrede (1958).

Østerholm var i lange perioder freelance, men spillede periodevis på Odense Teater, fx Kaptajnen og Tambourmajoren i Georg Büchners Woyzeck (1987) og slagteren i Slawomir Mrozeks Slagteriet (1989), og på Aalborg Teater i Lars Noréns Natten er dagens mor (1986) og Paul Hammerich/Bent Fabricius-Bjerres musical Esther over Nathansen Indenfor murene (1991).

2004 fejredes Jens Østerholms 50-års-jubilæum med rollen som teaterdirektøren i Ken Ludwigs (f. 1950) Skaf mig en tenor.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig