Faktaboks

Jegor Gajdar
Født
19. marts 1956
Død
16. december 2009

Jegor Gajdar var en russisk politiker. Han var Ruslands regeringschef i 1992.

Gajdar blev uddannet økonom og arbejdede som journalist. I 1991 gjorde præsident Jeltsin ham ansvarlig for en markedsøkonomisk reformkurs. Som stedfortrædende regeringschef iværksatte han i 1992 en reform, der betød frigivelse af detailpriserne. Senere blev den fulgt op af et privatiseringsprogram.

I december 1992 blev Gajdar afskediget efter pres fra Den Øverste Sovjet. Han var derpå leder af valgblokken Ruslands Valg og medlem af Dumaen 1993-1995. Fra 1994 var han formand for partiet Ruslands Demokratiske Valg. Indtil angrebet på Tjetjenien i december 1994 støttede han Jeltsin, men blev derefter kritiker af hans regering. Fra 1992 var Gajdar direktør for Instituttet for Transitionsøkonomi. Han var medlem af Dumaen 1999-2003 for Ruslands Demokratiske Valg og Unionen af Højrekræfter, der blev stiftet i 2001 af bl.a. Gajdars parti og med ham som medformand. Han stillede op til Dumavalget i 2003, men blev ikke valgt ind, da partiet ikke kom over spærregrænsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig