Faktaboks

Jeanne d’Arc

Jomfruen fra Orléans

Født
1412
Død
30. maj 1431
Levetid - kommentar
Omtrentligt fødselsår
Ingres' Jeanne d'Arc
Jeanne d'Arc ved Karl 7.'s kroning i katedralen i Reims i 1429. Olie på lærred, 1854.

Jeanne d'Arc er en fransk nationalheltinde. Jeanne begyndte som 13-årig at høre stemmer, der bød hende at frelse Frankrig. Hun blev taget alvorligt efter englændernes succes i Hundredårskrigen; hele landet nord for Loirefloden var besat af dem, og i 1428 blev Orléans belejret.

Efter et møde med tronarvingen, Karl 7., i februar 1429 blev Jeanne sat i spidsen for en lille hær, der i maj samme år befriede Orléans. Jeannes mod og religiøse begejstring gav den franske hær en ny kampmoral, og i juni 1429 sejrede den over englænderne ved Patay.

Sejrene styrkede hoffets tiltro til Jeanne, og man opfyldte nu hendes ønske om en kroning af Karl 7. i Reims den 17. juli 1429. Jeannes næste plan var erobringen af hovedstaden Paris, men den mislykkedes fuldstændig.

Dømt for kætteri

I maj 1430 forsøgte hun at befri byen Compiègne, som var belejret af englændernes forbundsfæller burgunderne, men Jeanne blev taget til fange, overgivet til englænderne og ført til Rouen. Her blev hun stillet for en gejstlig domstol og efter lange forhør dømt til døden på bålet for kætteri og for at have båret mandsdragt. I 1456 blev hun ved en ny proces erklæret uskyldig og rehabiliteret.

Jeanne d'Arcs betydning

I eftertiden voksede Jeanne d'Arcs betydning som kristen martyr og fransk nationalsymbol, og hun kanoniseredes i 1920. Hun fejres som kirkens helgen den 30. maj og som Frankrigs nationalhelgen søndagen efter 8. maj.

Jeanne d'Arcs korte og dramatiske liv har ofte været fremstillet i bøger, på teater og i film, bl.a. af Carl Th. Dreyer med Jeanne d'Arcs Lidelse og Død (1928), og selvom man ikke ved, hvordan hun har set ud, er hun blevet portrætteret af adskillige malere og billedhuggere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig