Jean de Labadie var en fransk teolog og mystiker, oprindelig jesuit, men fra 1650 medlem af den reformerte kirke. Han er blevet opfattet som en forløber for pietismen, fordi han i vækkelsesprædikener opfordrede til bibellæsning, bøn og meditation. Idealet var den kristne urkirke med dens ejendomsfællesskab. Han søgte at realisere dette, bl.a. i Middelburg i Holland 1666, men han og hans tilhængere, labadister, blev tvunget bort i 1669. Efter hans død slog de sig ned i Friesland. De mistede deres betydning i 1730'erne.