Jean Victor Poncelet, 1.7.1788-22.12.1867, fransk matematiker og ingeniør, især kendt som en af den projektive geometris grundlæggere. Sine første tanker om denne udviklede han, uafhængigt af G. Desargues' tidligere arbejde, i russisk fangenskab 1812-14 som befalingsmand i Napoleons hær. I resten af sin karriere var Poncelet tæt knyttet til ingeniørvidenskaben som underviser og opfinder. 1814-24 arbejdede han videre med geometrien og publicerede i 1822 hovedværket Traité des propriétés projectives des figures.