Jean Monnet

Faktaboks

Jean Monnet
født:
1888
død:
1979

Jean Monnet var fransk statsmand og en af 1900-t.s mest indflydelsesrige franske personligheder. Han var en af arkitekterne bag Schumanplanen fra 1950, der var et vigtigt skridt frem mod europæisk samarbejde i EU. Jean Monnet-aktionen er et EU-uddannelsestiltag til fremme af undervisning og forskning i europæisk integration. Det fik i 1989 navn efter Monnet.

Jean Monnet fik tidligt international handelserfaring gennem sit virke for familiens cognachus. Han spillede en pionerrolle i organiseringen af de allieredes forsyninger under 1. Verdenskrig og var 1919-23 vicegeneralsekretær i den internationale sammenslutning af lande, Folkenes Forbund.

Mellem de to verdenskrige gjorde han karriere som international økonomisk rådgiver i Europa, USA og Kina, og i 1939 blev han leder af den fransk-britiske samarbejdskomité, der skulle koordinere de to landes krigsindsats. Han blev i 1940 som diplomat i britisk tjeneste sendt til USA, hvor han knyttede tætte kontakter til fremtrædende amerikanske beslutningstagere og kom til at spille en væsentlig rolle for USAs oprustningspolitik. I 1943 blev han medlem af den nationale franske befrielseskomité i Algeriet med særligt ansvar for de amerikanske våbenforsyninger.

Monnet blev i 1945 af den franske præsident Charles de Gaulle udnævnt til leder af et nydannet planlægningsråd, Commissariat general du plan, og 1946-52 var han drivkraften bag den franske genopbygningspolitik og økonomiske modernisering. Han forfattede Schumanplanen (1950), der førte til dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF, i 1951, ligesom han samme år inspirerede til Plevenplanen, der foreslog etableringen af et europæisk forsvarsfællesskab. Monnet var 1952-55 præsident for EKSFs Høje Myndighed og dannede i 1955 sin Comité d'action pour les États-Unis d'Europe, en lille og diskret, men indflydelsesrig lobby, der 1955-75 virkede for øget europæisk integration. Monnet udgav i 1976 Mémoires.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig