Jean Fouquet

Jean Fouquet, (Foucquet), ca. 1420-1481, fransk maler. Jean Fouquet var først og fremmest kendt som miniaturemaler, men også for altertavler og portrætter, præget af fransk høviskhed, elegance og klarhed.

Efter læreår i Paris og studier i Italien 1443-47 blev han knyttet til kongehoffet i Tours. Hans figurtegning var gotiserende, men med en egen skulpturel sensualisme, som det ses i Melun-alteret (ca. 1450), hvis venstre del fremstiller skatmesteren Étienne Chevalier sammen med den hellige Stefan (Gemäldegalerie, Berlin), den højre Madonna med barnet (Koninklijke Museum voor Schone Kunsten, Antwerpen).

Fra Fouquets senere år stammer Korsnedtagelsen i kirken i Nouans-les-Fontaines (1470-75).

Jean Fouquet og hans værksted udførte miniaturer med en strålende farvepragt og detaljerigdom. I disse værker sammensmeltes en beherskelse af perspektivet, som han havde lært det af italienske renæssancemalere som Fra Angelico og Piero della Francesca, med skildringen af interiørernes intimitet og clairobscur, som kendes fra nederlændere som van Eyck.

Hovedværker er Étienne Chevaliers tidebog (ca. 1450, Musée Condé i Chantilly og flere andre museer) og Fortællinger fra den jødiske historie (1470'erne, Bibliothèque nationale i Paris).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig