Jean Chrétien, f. 11.1.1934, canadisk jurist og politiker; premierminister 1993-2003. Efter at have været advokat i Québec blev Chrétien i 1963 valgt til det canadiske Underhus for Liberal Party (LP). Folkelig og populær både i og uden for hjemprovinsen opnåede han, bortset fra en frivillig pause 1986-90, altid genvalg. Han indgik i skiftende liberale regeringer under Pearson og Trudeau, bl.a. som finans-, justits- og energiminister, før han selv i 1990 blev leder af LP. Efter en jordskredssejr over det konservative PCP i 1993 blev Chrétien Canadas premierminister. Han fortsatte på posten efter valgene i 1997 og 2000, og hans regeringer arbejdede for en positiv betalingsbalance samt forfatningsmæssig og national enhed. Chrétien trak sig tilbage fra politik i 2003 og overlod posten som premierminister og leder af LP til sin tidligere finansminister Paul Martin.