Faktaboks

Jean-Michel Jarre
Født
24. august 1948

Jean-Michel Jarre, f. 24.8.1948, fransk komponist og keyboard-instrumentalist, søn af Maurice Jarre. Jarre studerede ved musikkonservatoriet i Paris, men blev tidligt fascineret af de elektroniske instrumenters muligheder. Han har komponeret musik inden for en række genrer, fra reklamer til film og ballet. Albummet Oxygène fra 1976 blev med sine bredt elektronisk instrumenterede melodier og rytmer hans store kommercielle gennembrud. Siden har han fastholdt et stort publikum med sin pompøse instrumentalmusik med store kunstneriske ambitioner og inddragelse af moderne teknologi i gigantiske udendørs multimedieshows, der ofte transmitteres via satellit.

I 1983 udgav Jean-Michel Jarre albummet Musique pour Supermarché (fr. Musik til supermarked) i ét eksemplar. Efter presningen af vinylpladen blev matricerne knust og masterbåndene ødelagt. Pladen blev bortauktioneret til velgørenhed for 69.000 franske franc (ca. 78.000 DKR) og blev spillet på Radio Luxembourg én enkelt gang.

7.9.2002 afholdt Jean-Michel Jarre AERO-koncerten i vindmølleparken Gl. Vrå Enge ved Aalborg. Desværre akkompagnerede naturen koncerten med regulære skybrud, så pladsen blev omdannet til et mudderhul.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig