Jean-Jacques Régis de Cambacérès, 1753-1824, fransk politiker og jurist, hertug af Parma. De Cambacérès var medlem af Nationalkonventet i 1792 og stemte med forbehold for Ludvig 16.s henrettelse. Han deltog i den lovgivningskommission, som i 1793 forelagde udkastet til en ny Code civil, og blev justitsminister i 1799. De Cambacérès hjalp Napoleon Bonaparte med at organisere det statskup, som i november 1799 væltede Direktoriet. Han blev andenkonsul i december 1799, i 1804 rigsærkekansler, senere hertug af Parma. Han havde stor indflydelse som Napoleons rådgiver. Ved restaurationen i 1815 blev de Cambacérès som kongemorder tvunget i landflygtighed, men vendte tilbage tre år senere. Han spillede en afgørende rolle i udformningen af Code Napoléon fra 1804.