Jean-François Millet

Faktaboks

Jean-François Millet
født:
4. oktober 1814
død:
20. januar 1875

Jean-François Millet, 4.10.1814-20.1.1875, fransk maler og grafiker. Efter et par år på en lokal kunstskole i Cherbourg blev Jean-François Millet fra 1837 uddannet på kunstakademiet i Paris under Paul Delaroche.

Millet studerede de gamle mestre på Louvre, og i sine tidlige værker skildrede han især mytologiske og anekdotiske scener. I 1840'erne virkede han desuden som portrætmaler. Fra midten af 1800-tallet kom fremstillinger af bøndernes liv og arbejde i naturen til at dominere hans værk.

I billeder som Kornsigteren (1848, Musée d'Orsay, Paris), Sædemanden (1850, Museum of Fine Arts, Boston), Akssamlerne (1857, Musée d'Orsay, Paris), Angelus (1859, Louvre, Paris) og Døden og Brændehuggeren (1859, Ny Carlsberg Glyptotek) skildrede han det simple og trælsomme — men ædle — liv på landet. Millet opnåede stor popularitet, og mange af hans malerier blev reproduceret i stort antal.

1849 bosatte Jean-François Millet sig i Barbizon, hvor han var knyttet til Barbizon-skolens malere, og de sidste år af sit liv malede han også rene landskabsbilleder, fx Foråret (1868-73, Musée d'Orsay, Paris).

Vincent van Gogh kopierede og varierede i peroden 1889-90 en række motiver af Millet.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig