Faktaboks

Jean-Baptiste Camille Corot
Født
1796
Død
1875

Jean-Baptiste Camille Corot, 1796-1875, fransk maler. Sin første undervisning fik Camille Corot i 1822 hos den jævnaldrende landskabsmaler Achille-Etna Michallon (1796-1822), der lærte ham at være tro mod naturiagttagelsen og male det sete så nøjagtigt som muligt.

Efter Michallons død studerede Corot hos hans lærer Jean-Victor Bertin (1775-1842), der satte arven fra det klassiske ideallandskab i højsædet. Corots kunstneriske forudsætninger blev således en blanding af naturalistisk motivopfattelse og de store traditioner for heroisk eller pastoral iscenesættelse efter Claude Lorrain og Nicolas Poussin.

Camille Corot boede i Paris, men var ofte på rejse dels i Frankrig, dels i udlandet, hvor han udførte talrige skitser og studier, der siden blev omsat til større kompositioner på lærred i atelieret, ofte tilføjet figurer fra Bibelen, litteraturen og mytologien, fx Homer og hyrderne (1843).

Den første længere rejse gik i 1825 til Italien, hvor Corot tilbragte tre år og lod sig inspirere af det sydlandske lys og landskab. Det blev til en lang række natur- og arkitekturstudier, bl.a. Broen ved Narni (1826, Louvre), der udstilledes i en bearbejdet version på Salonen i Paris i 1827 (Louvre).

Corot lagde stor vægt på helheden og harmonien i sine billeder. Han betonede naturens flygtige aspekter og anvendte en sølvagtig grå mellemtone til at opløse konturer og skabe en dæmpet, lyrisk stemning. Det ses i billeder som Kirken i Marissel (1866) og Broen ved Mantes (1868-70, begge på Louvre).

I Frankrig fandt Corot nogle af sine bedste motiver i Fontainebleau-skovene. Gennem sit bekendtskab med landskabsmaleren C.-F. Daubigny fik han kontakt til Barbizonskolens malere uden dog at tilslutte sig deres mere konsekvente friluftsmaleri og forkastelse af den akademiske klassicisme. Men selvom Corots forankring i den klassiske tradition var stærk, tilførte han sine komponerede landskaber en ny friskhed, noget umiddelbart og flygtigt.

Disse elementer træder klarest frem i de mange lysfyldte studier, og Camille Corot regnes da også for en væsentlig inspirationskilde for impressionisterne. Han var meget produktiv og malede ud over landskaber også en lang række figurbilleder, især af kvinder, fx Damen med perlen (1868-70, Louvre). I Danmark er han repræsenteret på Glyptoteket og Ordrupgaardsamlingen.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig