Japan - religioner

De fleste japanere er tilhængere af to religioner, shinto og buddhisme. Begge disse religioner er ikke afvisende over for andre trosretninger. De er inkluderende.

Udbredelsen og det inkluderende fremgår ofte ved den rituelle side af religionerne; for eksempel foregår ceremonierne ved fødsel og bryllup ved shintohelligdomme, mens begravelser foretages fra buddhisttempler.

Japans vigtigste religioner har ifølge statistikker (2019) følgende tal for tilhængere:

Religion Antal i millioner
Shinto 84,6
Buddhisme 77,0
Kristendom 4,7
Nye religioner 14,3

Når det drejer sig om personlige trosforhold, gælder det dog, at kun en tredjedel betragter sig som religiøse. Især efter 2. Verdenskrig har sekulariseringen taget fart. Fælles for japanske religioner er forfædredyrkelsen, renhedsforskrifter og forestillingen om de troendes belønning i denne verden.

I forhold til landets samlede indbyggertal (cirka 126 millioner) viser dette, at de fleste japanere er både shintotilhængere og buddhister, et resultat af religiøs inklusivitet.

Shinto

Shinto er landets nationale religion med rødder i ældgammel kami-kult; den kan følges 2000 år tilbage, hvor den udtryktes gennem frugtbarhedskult, naturtilbedelse og forfædredyrkelse. Shinto optræder først som religion med de hellige skrifter Kojiki og Nihongi, efter at buddhismen var kommet fra Asiens fastland, og i lange perioder lå den under for buddhismen.

Stærkest har den stået hos den risdyrkende landbefolkning, idet den største gud (kami) er solgudinden Amaterasu, men også fiskere har dyrket shintoguder, fx i Izumo. Først i 1800-tallet, da Japan åbnedes for vestlig indflydelse, søgte sine egne rødder og betonede kejserens guddommelige afstamning, fejedes buddhismen til side, og shinto indførtes som statsreligion. Mange tempelanlæg blev delt i shintohelligdomme og buddhisttempler.

Indtil 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 var shinto den dominerende religion. Med Japans nederlag blev statsshinto gjort ulovlig, og kejseren frasagde sig sin guddommelighed. I dag har Japan en grundlovssikret religionsfrihed, og shinto gives de samme rettigheder som andre religioner, men der har været rejst tvivl om den reelle adskillelse af shinto og den japanske stat; senest debatteredes forholdet ved kejser Naruhitos kroning i 2019 (se daijosai).

I dag er shintos betydning i befolkningen aftagende, men tiltagende politisk.

Buddhisme

Buddhismen kom i 500-tallet fra Indien via Kina og Korea til Japan, hovedsagelig i form af mahayana-buddhisme. Buddhismens indførelse sættes normalt til 552, men trods forskellige kejseres storstilede forsøg på at gøre buddhismen til landets religion, lykkedes det ikke de første retninger af buddhismen at blive folkelige. Prins Shotoku gjorde i sine 17 punkter (principper for en japansk grundlov) fra 604 buddhismen til statsreligion, dog stærkt opblandet med kongfuzianisme.

I Naraperioden (710-794) fandtes seks forskellige retninger, men en egentlig udvikling af buddhismen på japansk grund skete først i de to næste perioder, Heian (794-1185) og Kamakura (1185-1333). I Heiantiden vandt nye retninger fra Kina indpas i form af tendaibuddhisme og shingonbuddhisme. Endnu var buddhismen ikke folkelig, idet tendaimunkene på Hieibjerget uden for Kyoto og shingonmunkene på Koyabjerget syd for Osaka dominerede. Hieibjerget anses for japansk buddhismes arnested, da Kamakura-periodens religiøse fornyere alle uddannedes inden for den brede tendaibuddhisme.

Buddhismen blev først udbredt til hele folket i Kamakura-perioden, hvor de fem store religiøse fornyere levede: Honen (1133-1212) og Shinran (1173-1263) inden for Rene Land-buddhismen, Eisai (1141-1215) og Dogen (1200-1253) inden for zenbuddhismen og Nichiren (1222-1282), hvis retning kort og godt kaldes nichirenbuddhisme. Retningerne opnåede så stor verdslig magt, at de udgjorde en trussel mod øvrigheden. I Muromachi-Monoyama-perioderne (1333-1603) var Japans historie præget af borgerkrig, og især shinbuddhismen, en retning under Rene Land-buddhismen grundlagt af Shinran, viste sin indflydelse i flere bondeopstande. Zenbuddhismen fik en mere elitær position; den blev samuraiklassens foretrukne religion og dermed i perioder statsreligion, fx Rinzai-zen i Muromachi-perioden.

I perioden frem til begyndelsen af Tokugawa-shogunatet (1603-1868) blev buddhismens magt brudt af shogunerne Nobunaga, Hideyoshi og Ieyasu. Nobunaga nedbrændte i 1571 Hieibjergets templer og indtog i 1580 shinbuddhismens højborg, Ishiyama Honganji, oprindelsen til Osaka. Kristendommen var kommet til Japan i 1549, og efter først at have nydt velvilje hos lokale fyrster forbød Hideyoshi den for første gang i 1587, uden at forbudet dog blev håndhævet; Ieyasu fornyede det i 1614. For grundigt at komme kristendommen til livs indførtes dankasystemet, som betød, at alle familier i Japan skulle registreres som hørende til et buddhisttempel. Tilhørsforholdet skulle bekræftes én gang årligt og gjorde i realiteten buddhismen til statens håndlanger. Ikke blot var der tale om religionstvang og en måde at holde folketælling på, men buddhistpræsterne registrerede alle fødsler, dødsfald, ægteskaber, rejser og ændringer i bopæl og beskæftigelse. Tilsyneladende fik buddhismen stor magt, men den blev i nogen grad lagt for had af befolkningen og forstenede derved i sin udvikling. Som reaktion herpå opstod en gryende shinto-renæssance i 1700-tallets slutning som en optakt til shintos genopblomstring i Meijitiden (1868-1912). I midten af 1800-tallet stod buddhismen derfor meget svækket. Nye reformatorer i 1900-tallets begyndelse og oprettelsen af større lægmandsbevægelser inden for de buddhistiske retninger efter 2. Verdenskrig bremsede i nogen grad buddhismens tilbagegang.

I dag er buddhismens betydning blandt japanere aftagende.

Kongfuzianisme

Kongfuzianismen kom til Japan med den store kulturelle påvirkning fra Kina i 500-tallet. Den har betydet meget for japansk etik, men en egentlig kongfuziansk kult har der ikke været tale om. Hyppigst har kongfuzianismen fungeret i alliance med religiøse retninger, således med zenbuddhismen i bushido, samuraiklassens moralkodeks, og med shinto i den moderne udgave af statsshinto 1890-1945. Dens vigtigste periode var Tokugawa-tiden, da den var statens ideologi, og der fandtes et system af kongfuzianske lærdomscentre, seido, til uddannelse af den lokale og centrale embedsstand.

I undervisningsvæsenet har kongfuzianismen spillet en meget stor rolle. Den nationalistiske moralundervisning i 1930erne, shushin, var stærkt præget af kongfuzianismen. Vore dages undervisning i etik, dotoku, viser rester af kongfuziansk indflydelse. Først efter 2. Verdenskrig er vestlig moral for alvor blevet udbredt.

Daoisme

Religiøs daoisme er endnu en kinesisk kulturtradition, der kom til Japan i 500-tallet. Der blev oprettet et "Yin-yang-ministerium" (Onyo-ryo) for at tage sig af daoismens metafysik på statsniveau, dvs. udlægning af lykkelige og ulykkelige dage og lignende. Denne viden blev med tiden indarbejdet i shinto og ligger fx bag de jordrenselsesceremonier (jichinsai), som shintopræster foretager, før bygningen af nye huse påbegyndes endnu i dag.

Kristendommen

har tre gange påbegyndt storstilet mission i Japan: I det "kristne århundrede" begyndende med jesuitternes ankomst til Japan i 1549, i Meijitiden og efter 2. Verdenskrig. Det første forsøg havde størst succes, idet man regner med, at 300.000 japanere i løbet af 60 år blev kristne, ca. 2% af landets befolkning. Da der opstod rygter om, at europæiske magter ville underlægge sig Japan, vendte shogunerne sig imod kristendommen, som de anså som en fare for landets sikkerhed. Fra 1600-tallets midte til 1853 valgte Japan at isolere sig fra omverdenen, idet kun en hollandsk handelsstation på den kunstige ø Deshima i Nagasaki havde tilladelse til at handle med Vesten og Kina.

Forbudet mod kristendommen opretholdtes helt til 1873, da amerikansk og europæisk pres fik regeringen til at ophæve det. Forinden havde en gruppe "skjulte kristne" i 1865 givet sig til kende i Nagasaki, og deportationer af gruppens medlemmer var med til at øge presset på regeringen. I den efterfølgende tid omvendte mange, hovedsagelig veluddannede, sig til kristendommen, men omkring 1890 blev shinto defineret som Japans åndelige grundlag, og Japan indtog en mere fjendtlig holdning til påvirkninger fra Vesten. De kristne menigheder, der dannedes, kom på japanske hænder, efterhånden som missionærerne ophørte med deres arbejde. Blandt de japanske kristne med stor indflydelse var Uchimura Kanzo, som grundlagde en japaniseret form for kristendom uden kirke.

Efter 2. Verdenskrig fulgte 1945-51 et "Christian boom". Udenlandske kirker, især amerikanske, sendte massiv materiel hjælp til det fattige Japan; men efter besættelsens ophør i 1952 genvandt buddhismen og shinto i nogen grad deres indflydelse, og kirkernes missionsarbejde blev gradvis omlagt til dialogarbejde med buddhisme og shinto. I vore dage er ganske få japanere kristne, men kristendommen har sat sig stærke spor i undervisningssystemet, fagbevægelser og social lovgivning.

Kristendommen udviser i dag en stigning i antallet af tilhængere.

Nye religioner

Japanerne kalder de nye religioner shinshukyo. De omfatter en række religioner helt tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. De kaldes "nye", da de står i opposition til retninger inden for de etablerede religioner og ofte blander disse.

De ældste, som udspringer af den sene Tokugawa-tids sociale uro, er blandt andet Tenri-kyo og Konko-kyo, påvirket af shinto. I Meijitiden kom bl.a. Ontake-kyo, en religion præget af Shugendo, Itto-en og Omoto-kyo til. Den sidstnævnte messianske religion blev i 1930'erne udgangspunkt for en ny række religioner, bl.a. Seicho-no-ie, som hævder, at alle religioner er én og den samme. Tiden frem til 2. Verdenskrig var rig på nye religioner, selvom statens forfølgelse af mange af dem var stærk: Reiyukai, en buddhistisk religion med stærk vægt på forfædredyrkelse, Perfect Liberty Kyodan (PL), kendetegnet blandt andet ved troshelbredelse, Gedatsukai med baggrund i shingonbuddhismen og shugendo, Soka Gakkai inden for nichirenbuddhismen og Rissho Kosei Kai, byggende på Lotussutraen. Af disse var Soka Gakkai langt den mest gennemslagskraftige efter 2. Verdenskrig.

Med religionsfriheden har antallet af nye religioner gået frem efter 1945. Blandt andre kan nævnes Tensho Kotai Jingu-kyo, "danse-religionen", stiftet af Kitamura Sayo (1900-1967), en kvinde med rødder i den shamanistiske tradition i Japan. Mange af de nye religioner har i øvrigt kvindelige grundlæggere.

I 1970-1980'erne kom endnu en bølge, kaldet "nye" nye religioner (shinshinshukyo), blandt andet Mahikari, med baggrund i shinto, og Agonshu, der er præget af shingonbuddhismen. Desuden Happy Science ("Kofuku no Kagaku") i 1990'erne, påvirket af teosofien.

Endelig skal nævnes Aum Shinrikyo, en eskatologisk bevægelse blandet af hinduisme og buddhisme, grundlagt af Shoko Asahara. I 1995 udførte Aum en meget omtalt religiøs-terroristisk handling, et giftgasangreb på en undergrundsstation i Tokyo. Aum Shinrikyos handlinger udløste en offentlig debat om kontrollen med de nye religioner og dermed om den grundlovssikrede religionsfrihed, samt tanker om bedre oplysning til ungdommen om de nye religioners virkemåder. Debatten har resulteret i ændringer i registreringen af religioner, som nu er udstrakt til at gælde hele nationen, samt muligheder for overvågning af religioner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig