Japanske fotografer begyndte at optage film i 1897, og den første biograf åbnede i 1903. De tidlige japanske film hentede mange af deres historier fra kabukiteatret, som også påvirkede præsentationsformen: I biografen stod der altid en fortæller, benshi, ved siden af lærredet og ledsagede billederne med en løbende kommentar. Disse benshi udøvede en dominerende indflydelse, og filmenes form blev tilpasset: Man undgik mellemtekster, nærbilleder og hurtig klipning.

Fra begyndelsen af 1920'erne søgte flere instruktører inspiration i især tysk ekspressionistisk og amerikansk film. Man gik bort fra (som i kabuki) at bruge mandlige skuespillere i kvinderoller. Benshierne nød dog stadig stor popularitet, og deres modstand forsinkede indførelsen af lydfilmen i Japan til langt op i 1930'erne.

Filmindustrien var opbygget efter amerikansk mønster og domineret af en håndfuld store filmselskaber, der i 1930'erne producerede mere end 500 film om året. Anerkendte mesterinstruktører som Mizoguchi Kenji og Ozu Yasujiro formåede dog at opretholde en betydelig grad af kunstnerisk uafhængighed.

I 1939 lagde militærregimet al filmproduktion ind under statslig kontrol og krævede absolut loyalitet. Afslutningen på 2. Verdenskrig medførte en markant liberalisering, bl.a. vistes Japans første filmkys i 1946.

Akira Kurosawas Rashomon (1950, på dansk Dæmonernes port) skabte international opmærksomhed om japansk film og banede vejen for en række kunstnerisk ambitiøse periodefilm, fx Mizoguchis senere film og Kinugasa Teinosukes (1896-1982) Jigokumon (1953, på dansk Ingen kan tvinge et hjerte) med sin betagende farvefotografering.

I anden halvdel af 1950'erne tog instruktørerne Ichikawa Kon og Kobayashi Masaki (1916-96) et skånselsløst opgør med krigsårenes militarisme. Efter 1960 dukkede en ny generation af yngre filmfolk frem som Oshima Nagisa og Imamura Shohei (1926-2006), der angreb efterkrigstidens amerikaniserede, kapitalistiske Japan i et ofte radikalt eksperimenterende, modernistisk filmsprog. Til den nye bølge hørte også Teshigahara Hiroshi (1927-2001), kendt for sine filmatiseringer af Abe Kobos romaner.

Underholdningsfilmen var domineret af samuraifilm og gangster- eller yakuza -film. Komedieserien om Tora-San (fra 1969) var en sikker succes, og de såkaldte pink-film (halvpornografiske sexfilm) produceredes i stort tal; men ellers oplevede filmindustrien en stærk nedgang i 1970'erne og 1980'erne, trængt af tv, udenlandske film og problemer med at udvikle nye instruktørtalenter.

Videoens fremmarch forværrede biografernes situation yderligere, men samtidig skabtes et nyt marked, ikke mindst for tegnefilm, anime, der i kraft af originale instruktører som Miyazaki Hayao, bl.a. med Sen to Chihiro no Kamikakushi (2001, på dansk Chihiro og heksene), også har fået et stort publikum i Vesten.

Nogle vigtige nyere instruktører er Kore-eda Hirokazu med bl.a. Wandâfuru raifo (1998, Mellem liv og død), samt Kitano Takeshi og Miike Takashi (f. 1960), der begge på formalistisk udfordrende vis har givet yakuza-filmen et kunstnerisk udtryk.

Samtidig har okkulte japanske horrorfilm som Nakata Hideos (f. 1961) Ringu (1998, The Ring) og Miikes Ôdishon (1999, Audition) fået international opmærksomhed.

Japanske industrikoncerner investeretde i 1990'erne vældige summer i Hollywood, men synes hidtil ikke at have øvet nogen større indflydelse.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig