Japan - arkitektur - 1900-tallet

Japan - arkitektur - 1900-tallet, I Meijiperioden (1868-1912) igangsattes en kraftig modernisering af japansk arkitektur. Vestlige arkitekter og ingeniører blev hentet til landet; størst betydning fik den britiske arkitekt Josiah Condor (1852-1920), der underviste på Tokyos Kejserlige Universitet.

Tidligt i moderniseringen prioriteredes de tekniske og økonomiske aspekter meget højt. Arkitektonisk prægedes perioden af eklekticisme. Det avlede med tiden en modreaktion hos de yngre arkitekter, der dannede den "japanske secession" i en stræben efter en moderne arkitektur, især inspireret af den tyske ekspressionisme; Yamada Mamuros (1894-1966) Central Telegraph-administrationsbygning fra 1926 og Ishimoto Kikujis (1894-1963) Asahi-pressebygning fra 1927, begge i Tokyo, er eksempler herpå.

Denne tendens blev styrket gennem Frank Lloyd Wrights og Bruno Tauts byggerier i Japan. Den internationale stil vandt også fodfæste, og flere japanske arkitekter arbejdede i Europa, Maekawa Kunio (1905-86) og Sakakura Junzo (1904-69) hos Le Corbusier, og Yamaguchi Bunzo, Yamawaki Iwao samt Kurate Chikatada hos Walter Gropius.

Fra slutningen af 1930'erne måtte den moderne strømning vige til fordel for en national stil, oftest beslægtet med den europæiske fascistiske arkitektur; dens hovedmonument er Tokyos Kejserlige Museum fra 1937 af Watanabe Hitoshi (1887-1973). Som svar på denne reaktionære tendens dannedes gruppen Kosaku Bunka Remmei, inspireret af især Deutscher Werkbund.

Efter 2. Verdenskrig var de toneangivende igen Mayekawa og Sakakura samt Kenzo Tange, der havde gjort sig bemærket med bl.a. Hiroshima Fredscenter fra 1949-50. Under indflydelse af især Le Corbusiers sene værker stræbte Tange efter en forening af moderne teknologi og japansk karakter.

I 1960'erne koncentreredes kræfterne om byplanlægning, fx Tanges plan for Tokyo i 1959-60. På baggrund af tidens fremskridtstro og industrielle udvikling dannedes i 1960 "metabolismen" med bl.a. arkitekterne Kawazoe Noboru (f. 1926), Maki Fumihiko (f. 1928), Kiyonori Kikutake (1928-2011) og Kisho Kurokawa (1934-2007); hos Kurokawa kom metabolismen især til udtryk i højteknologiske, næsten science fiction-agtige bygninger som boligbyggeriet Nagakin Kapsel-tårn fra 1972 i Tokyo.

Shinohara Kazuo (1925-2006) udviklede en symbolisme, fx huset i Uehara fra 1976, og Isozaki Arata arbejdede med et mere abstrakt, neoplatonisk udgangspunkt i fx Gunma Kunstmuseum (1971-74) i Tagasaki.

Blandt de arkitekter, der har gjort sig bemærket i slutningen af 1900-tallet, er Ito Toyo (f. 1941) og Takamatsu Shin (f. 1948), Ban Shigeru (f. 1957), Taneguchi Yoshio (f. 1937), samt Hasegawa Itsuko (f. 1941) og Sejima Kazuyo (f. 1953), der er blandt de få anerkendte kvindelige arkitekter.

Tadao Ando har markeret sig internationalt med en nyfortolkning af både modernisme og japansk tradition, fx Vandkapellet fra 1988 i Tomamu på Hokkaido.

Læs om Japans traditionelle arkitektur.

Læs mere om Japan.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig