Janis Joplin

Faktaboks

Janis Joplin
født:
19. januar 1943
død:
4. oktober 1970

Janis Joplin i København, 1969.

.

Janis Joplin, 19.1.1943-4.10.1970, amerikansk rocksangerinde. Janis Joplin begyndte at optræde som folk-blues-sangerinde i San Francisco, og da hun i 1966 mødte gruppen Big Brother & The Holding Company, tog karrieren fart.

Med denne gruppe indspillede hun i 1968, hvad der siden blev betegnet som et af den amerikanske westcoastrocks mest stilrene albums, Cheap Thrills, bygget op omkring hendes store, følelsesfulde stemme, som hun brugte med forankring i den ellers oversete amerikanske kvindelige bluestradition. Fra december 1968 indgik Janis Joplin samarbejder med nye bands, bl.a. Kozmic Band og Full Tilt Boogie Band, men nåede dog aldrig de samme musikalske højder.

Trods sin robuste og udfordrende udstråling var Janis Joplin særdeles sårbar og sank stadig dybere ned i de spiritus- og stofproblemer, der førte til hendes tragiske død af en overdosis heroin på et motel i Hollywood i 1970. Hun efterlod sig albummet Pearl, 1971, der blev en kæmpesucces, ikke mindst på grund af hendes fortolkning af sangen Me & Bobby McGee.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig