Janez Drnovšek, 17.5.1950-23.2.2008, slovensk politiker, præsident fra 2002-07. Han var 1989-90 jugoslavisk forbundspræsident og var 1992-2002, med en afbrydelse i 2000, ministerpræsident i Slovenien som leder af forskellige regeringskoalitioner. Drnovšek, der oprindelig var medlem af kommunistpartiet, blev i 1991 leder af Det Liberaldemokratiske Parti. Han udmærkede sig allerede som det slovenske medlem af det jugoslaviske præsidentskab som en smidig politiker, der forsøgte at hindre Jugoslaviens voldelige opløsning. I december 2002 blev han valgt som Sloveniens præsident. Som statsoverhoved stod han i 2004 for landets optagelse i både NATO og EU, en integration, han selv havde arbejdet hårdt for.