Janet Jackson, Janet Damita Jo Jackson, f. 16.5.1966, amerikansk sanger og skuespiller; søster til Michael Jackson. Hun begyndte som syvårig at optræde med sine brødre i Jackson Five og indledte i 1977 en karriere som skuespiller i tv-serier. Hun solodebuterede i 1982 og slog igennem med albummet Control (1986), der blev fulgt op med det kritikerroste album Rhythm Nation 1814 (1988), som var det første album med syv top-5-singler på den amerikanske hitliste, Billboard. I 1990'erne blev hun en af de største kvindelige R&B-stjerner med raffinerede album som janet (1993) og The Velvet Rope (1997). I 2001 kom albummet All For You, der debuterede på førstepladsen af de amerikanske hitlister, men hun tabte siden terræn til de yngre soul- og hiphop-sangerinder. I 2004 optrådte hun sammen med den amerikanske sanger Justin Timberlake i pausen i den mest mediedækkede amerikanske sportsbegivenhed, Super Bowl-finalen. Ved et uheld, eller noget, der skulle ligne, blottede hun sit højre, piercede bryst for øjnene af hundreder af millioner af seere. Siden har hun brugt tiden på at undskylde, mens karrieren mest har stået stille. Dog har hun udgivet flere album (Damita Jo (2004), 20 Y.O. (2006) og Discipline (2008)), men ingen med samme succes som tidligere.