Jan Villem Ripperda, Juan Guillermo Riperdá, 1680/1682-1737, nederlandsk diplomat, minister under kong Filip 5. af Spanien. I forbindelse med Freden i Utrecht blev Ripperda udsendt som Nederlandenes gesandt til Spanien, hvor han hurtigt vandt kongeparrets og kardinal Giulio Alberonis fortrolighed. Han opgav sit gesandtskab og konverterede til katolicismen. Ripperda blev hertug og i 1726 førsteminister, men året efter fængslet for magtmisbrug. Det lykkedes ham at flygte, først til Holland, siden til Marokko, hvor han konverterede til islam og blev til sin død.