Jan Magnussen

Faktaboks

Jan Magnussen
født:
1973

Jan Magnussen (Stewart-Ford) i en hård opbremsning i Austrian Grand Prix, 1997; bremseskiverne er ildrøde.

.

Jan Magnussen, f. 1973, dansk racerkører; far til Kevin Magnussen, der også er racerkører. Han debuterede i gokart, hvor han med i alt tre VM-titler (1987, 89 og 90) blev en af de mest succesrige kørere nogensinde. I 1991 rykkede han op i formel Ford, hvor han året efter vandt det uofficielle verdensmesterskab; den såkaldte Formel Ford Festival. I 1994 vandt Magnussen det britiske formel 3-mesterskab i så overbevisende stil, at en række formel 1-teams blev interesserede i ham. Han valgte at blive test- og reservekører for McLaren, der er et af de mest vindende teams i formel 1-historien.

I slutningen af 1995 debuterede han i formel 1 i Pacific Grand Prix i Japan som stand-in for McLarens sygdomsramte førstekører, finnen Mika Häkkinen. Da der ikke var udsigt til at få en fast plads hos McLaren, skrev Magnussen i 1997 kontrakt med det nyoprettede Stewart-Ford team. Han blev dermed den første dansker, der deltog i en komplet formel 1-sæson, men det nye team formåede ikke at bygge to konkurrencedygtige biler, og satsede primært på danskerens mere erfarne teamkammerat, brasilianeren Rubens Barrichello. Magnussen fortsatte hos Stewart-Ford i 1998, hvor han med sjettepladsen i Canadas Grand Prix blev den første dansker, der scorede point i formel 1-VM. Generelt var Stewart-Ford ledelsen dog skuffet over hans resultater, og få dage efter sjettepladsen i Canada, blev han fyret.

Siden har han med stor succes deltaget i mange forskellige klasser og mesterskaber. Han har blandt andet vundet GT-klassen i 24-timers løbet i Le Mans fire gange (2004, 05, 06 og 09) for det amerikanske GM Corvette-team, som han har kørt for i mere end 10 år. GM Corvette har siden 2004 indsat Jan Magnussen i det amerikanske sportsvognsmesterskab, hvor han både har vundet GT-klassen, og er blevet kåret som seriens mest populære kører flere gange.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig