Faktaboks

Jan Maegaard
Født
14. april 1926
Død
27. november 2012

Jan Maegaard var en dansk musikforsker og komponist, uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos bl.a. Poul Schierbeck og derpå ved Københavns Universitet, hvor han blev mag.art. i musikvidenskab i 1957 og var knyttet til fra 1959, 1971-96 som professor.

Jan Maegaard vandt internationalt ry som Schönberg-forsker og blev i 1972 dr.phil. på en disputats om Schönberg. 1978-81 bestred han et professorat ved University of California i Los Angeles. Han virkede tillige som bl.a. musikanmelder ved flere dagblade og udgav i 1964 bogen Musikalsk modernisme 1945-62.

Maegaards kompositioner viser en udvikling, der efter 1940'ernes post-nielsenske tone gik via dodekafoni og serialisme til en friere omgang med strukturer og en tilbagevenden til en slags tonalitet i værker som cellokoncerten op. 98 (1993). Han bearbejdede desuden bl.a. Arnold Schönbergs orgelvariationer op. 40 for orkester (1978) og udsatte Richard Wagners Wesendonck-lieder for sang og kammerorkester.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig