Faktaboks

Jan Ladislav Dussek
Født
1760
Død
1812

Jan Ladislav Dussek, Jan Ladislav Dusík, 1760-1812, bøhmisk pianist og en af de betydeligste klaverkomponister i tiden omkring 1800. En omskiftelig tilværelse som fejret klavervirtuos overalt i Europa kendetegnede Jan Ladislav Dusseks liv.

I 1786-89 virkede han i Paris, 1789-99 i London, 1804-06 var han kapelmester hos prins og komponist Louis Ferdinand af Preussen og 1807-12 igen i Paris.

Jan Ladislav Dussek skrev 16 klaverkoncerter (herunder en for to klaverer) og mange kammermusikværker. Hans musikhistoriske betydning beror især på de værdifulde 29 sonater og en del mindre stykker for klaver, hvoraf de sidste store sonater The Farewell op. 44 (1800), Élégie harmonique sur la mort du Prince Louis Ferdinand de Prusse op. 61 (1806), Le Retour à Paris op. 70 (1807) og L'Invocation op. 77 (1811) er langt forud for deres tid med deres melodik og rige harmonik i en varieret klaversats, en stedvis tjekkisk folketone (polkaer) og hele deres romantiske udtryksfuldhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig