Jan Lööf, f. 1940, svensk tegner og forfatter. Lööf skabte i 1967 avistegneserien Felix, som i enkel og klar streg forholdt sig kærligt kritisk og mildt satirisk til kendte tegneseriefigurer og politikere. I 1972 blev serien overdraget til andre tegnere, først danskeren Werner Wejp-Olsen 1972-79, og den gik ind i 1986. Lööf betonede sin samfundskritik i andre serier. Han har desuden skabt flere børnebilledbøger, bl.a. Historien om det røde æble (1974, da. s.å.), Talbogen (2001, da. s.å.) og serien om Pelle, fx Pelle og ottomotoren (2006, da. s.å.).