Jan Johansson

Faktaboks

Jan Johansson
født:
16. september 1931
død:
9. november 1968

Jan Johansson. Stan Getz Quartet i Tivolis Koncertsal, 1959. Fra venstre Jan Johansson, Oscar Pettiford, Stan Getz og Joe Harris.

.

Jan Johansson, 16.9.1931-9.11.1968, svensk jazzpianist. Jan Johansson spillede klaver fra 11-årsalderen og blev professionel i 1954. 1959-60 optrådte han i København med Stan Getz og Oscar Pettiford og var fra 1961 medlem af Arne Domnérus' gruppe.

Han samarbejdede hyppigt med bassisten Georg Riedel, blandt andet med musik til film, teater og tv, og han blev i særlig grad kendt for sine fornemme versioner af svenske folkemusiktemaer, således som det kan opleves på pladen Jazz på svenska fra 1964.

Jan Johansson skulle have skrevet musik til en tv-serie i 13 afsnit, bygget over Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-bøger (udsendt 1969), men en bilulykke afbrød dette arbejde. Dog nåede han at skrive seriens overmåde populære kendingsmelodi Här kommer Pippi Långstrump til en tekst af Astrid Lindgren.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig