Jan Brueghel d.æ. var en flamsk maler, søn af Pieter Bruegel d.æ., virksom i Antwerpen. I begyndelsen var han påvirket af faderens kunst, men han udviklede sin egen senmanieristiske stil, især inden for stilleben, landskabs- og blomstermaleri. Hans intime miniaturelandskaber med staffage udført på kobberplader i en munter, broget farveholdning var populære kunstkammerobjekter. Interessant er hans samarbejde med den unge Rubens, hvis frodige figurer befolker Brueghels sprudlende landskaber.