James M. Cain

Faktaboks

James M. Cain
Født
1892
Død
1977

Artikelstart

James M. Cain, James Mallahan Cain, 1892-1977, amerikansk forfatter. "Postbudet ringer altid to gange" er blevet en moderne vending for, at man kan undgå sin skæbne én, men ikke to gange.

Udtrykket stammer fra titlen på James M. Cains verdensberømte debutroman fra 1934 (da. 1939): et hårdkogt trekantsdrama under den amerikanske depression med klart samfundskritisk sigte og mørke skæbnesvangre undertoner.

Kriminalromanen om Cora og Franks fatale lidenskaber er blevet filmatiseret fire gange, i 1943 som filmen Ossessione af italieneren Luchino Visconti. James M. Cain fik succes med flere andre "romans noirs", som blev filmatiseret i Hollywood i 1940'erne, bl.a. romanen Double Indemnity (1943, da. Dobbelt dækning, 1985), som Billy Wilder året efter gjorde til filmklassikeren Kvinden uden samvittighed.

Men det er debutromanen, som sikrer James M. Cain en plads i amerikansk litteratur — og i verdenslitteraturen som inspiration for Albert Camus' roman Den fremmede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig