James Jones

Faktaboks

James Jones
født:
1921
død:
1977

James Jones, 1921-1977, amerikansk forfatter, hvis krigsromaner lånte virkelighedstroværdighed fra en detaljeret naturalisme baseret på hans egen militærtjeneste i USAs krig mod Japan i 2. Verdenskrig. Jones' From Here to Eternity (1951, da. Herfra til evigheden, s.å.) regnes for en af de klassiske romaner om denne krig. Dens gennemgående konflikt mellem eneren og hæren som eksempel på umenneskelig systemtvang blev overbevisende fremstillet af skuespilleren Montgomery Clift i Fred Zinnemanns filmatisering fra 1953.

Jones vendte tilbage til krigen i romanen The Thin Red Line (1962, da. Den blodrøde streg, 1963). Hans øvrige romaner udforsker et andet hemingwaysk tema — omkostningerne ved at skrive, fx i Some Came Running (1957, da. De rodløse, 1958).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig