James Gordon Bennett var en skotskfødt aviskonge, der fra 1819 virkede som journalist i USA. Han lancerede i 1835 avisen New York Herald, der sammen med New York Sun (1833-1920) var USA's første boulevardavis. Bennett skabte nye journalistiske genrer ved aggressiv og effektiv dækning af alle slags nyheder uden hensyn til politikere og konventioner samt omkostninger til brevduer, ekspresbude, telegraf mv. Han var politisk uafhængig, besværlig for regeringen under borgerkrigen i 1861-1865, selvhævdende og hovedrig: New York Herald var i 1860 med et oplag på 77.000 størst i verden.