James Boswell

Faktaboks

James Boswell
født:
1740
død:
1795

James Boswell, 1740-1795, britisk forfatter, født i Edinburgh. Boswell blev jurist uden at interessere sig særlig for faget og forsøgte sig senere som politiker. Han opsøgte 1763 Dr. Johnson, skønt denne var berygtet for sin modvilje mod skotter; det blev til et livslangt venskab. A Journal of a Tour to the Hebrides (1785) skildrer en rejse, de sammen foretog i 1773; her begynder den beskrivelse af Johnson, der udfoldes fuldt ud i The Life of Samuel Johnson (1791). Dette værk, der bl.a. er forbilledet for Johann Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe, giver et særdeles levende billede af den store forfatter og "conversationalist". Men det er også pga. dette arbejde, at Boswell i nogen grad er blevet betragtet som en fodnote til Dr. Johnson, til trods for at dets succes i høj grad skyldes Boswells litterære talent. Han gengiver autentiske situationer fra sit samvær med Johnson; men tilrettelæggelse samt udformning af replikker er naturligvis hans eget bidrag, der vidner om hans sans for det dramatisk effektfulde.

Boswells ry er vokset i takt med udgivelsen fra ca. 1920 af hans breve og af dagbøgerne fra ungdomsårene, tilbragt i London, Holland og på en dannelsesrejse rundt i Europa, hvor han bl.a. mødte så prominente samtidige som Voltaire og Rousseau. Særdeles læseværdig er London Journal (1762-63, da. Boswell's London dagbog, 1951).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig