Jalal Al-i Ahmad, 1923-1969, persisk forfatter, som i sin eftertid har haft stor indflydelse både litterært og politisk. Det ægte persiske i form og indhold, som vi ser hos digterne Jamalzade, Hidayat og Alavi, går harmonisk sammen i Al-i Ahmads forfatterskab. Hans litterære ry begyndte i 1945 med novellen Ziyarat (Valfart), der som de følgende noveller bl.a. angriber overtro, gamle fordomme og bylivets sociale skævheder. Al-i Ahmads romaner er enten realistiske eller allegoriske værker, der er stærkt kritiske over for den daværende politiske og sociale orden under den anden Pahlavi-shah; Al-i Ahmad tolkede denne som et knæfald for den vestlige materialistiske kultur. Han skrev også et stærkt antivestligt programskrift, Gharb-zadegi (1962, oversat til engelsk som "West-struckness"), der var med til at give ham en position som 1960'ernes ledende antishah og antivestlige intellektuelle. Mod slutningen af sit liv skrev han novellesamlingen Panj Dastan (udgivet posthumt i 1969, Fem fortællinger). Heri opblødes hans uforsonlige holdning til det traditionelle iranske samfund og de vestlige ideologier, hvorfra han hentede sin intellektuelle inspiration. Al-i Ahmad skrev også om persisk folklore og oversatte europæisk litteratur, bl.a. Sartre og Camus. Hans værker er oversat til engelsk og tysk og en enkelt novelle til dansk: Festhøjtideligheden (1969, på dansk i Syv persiske fortællinger, 1994).