Jakob - i Det Gamle Testamente

Jakob, den tredje og sidste af det gamle Israels tre patriarker; af Gud fik han tildelt navnet Israel. Ifølge fortællingen i 1.Mos. er tvillingebroderen Esau den førstefødte; han er jæger og faderen Isaks foretrukne, mens Jakob, moderen Rebekkas yndling, er småkvægsnomade. Esau bliver stamfader til nabofolket Edom.

Beretningerne i GT (1.Mos., kap.25-50) gengiver ham som en tvetydig figur. Han tiltusker sig førstefødselsretten, bedrager sig til sin blinde fars velsignelse og får det sidste ord i konflikten med sin svigerfar Laban i byen Karan. Samtidig er han, ved sine to koner Lea og Rakel og ved deres to tjenestepiger, ophav til Israels tolv stammer. To gange konfronteres Jakob med det guddommelige eller overnaturlige; første gang på flugten til Karan, hvor han om natten i Betel i en drøm ser stigen, der forbinder Himmel og Jord og hører forjættelsen til patriarkerne udsagt også til ham; den anden gang er på vejen tilbage til det forjættede land, hvor han om natten ved floden Jabbok kæmper med et guddommeligt væsen og tvinger det til at velsigne sig.

Jakob ender sine dage i Egypten, hvortil han og hans familie havde søgt tilflugt efter yndlingssønnen Josefs indgriben. Da folket Israel vendte tilbage til landet, blev Jakobs balsamerede legeme ført med; hans grav æres i Hebron.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig