Jagiellonerne, litauisk-polsk fyrsteslægt, grundlagt af Władysław 2. Jagiełło (1351-1434). Slægten regerede i Litauen 1377-1572. Ved ægteskabet mellem Władysław 2. og Jadwiga i 1386 etableredes en personalunion mellem Litauen og Polen. I Polen regerede Jagiellonerne 1386-1572, i Ungarn og Bøhmen 1490-1526. De jagiellonske konger standsede tyskernes fremtrængen mod øst, men gav samtidig højadelen betydelige privilegier. Se også Ludvig 2., Sigismund 1., Sigismund 2. og Władysław 3.