Jacques René Hébert

Faktaboks

Jacques René Hébert
født:
15. november 1757
død:
24. marts 1794

Jacques René Hébert, 15.11.1757-24.3.1794, fransk journalist og politiker. Jacques René Hébert udgav fra 1790 den folkelige avis Le Père Duchesne, som blev sansculotternes mest populære talerør.

Han var et fremtrædende medlem af Cordeliersklubben og stedfortræder for Chaumette i Pariserkommunen; han agiterede voldsomt mod girondinerne, og han førte an med perfide anklager under retssagen mod Marie-Antoinette.

Jacques René Héberts sociale idéer var beslægtet med Jacques Roux' og les enragés'. Han og Chaumette var blandt bagmændene for den folkelige opstand mod Nationalkonventet i september 1793, som førte til gennemførelsen af en række af sansculotternes krav.

Efter et oprørsforsøg og angreb på Robespierre for at være for moderat slog Robespierre og Saint-Just til og lod Jacques René Hébert og hébertisterne guillotinere 24.3.1794.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig