Jacques Necker

Faktaboks

Jacques Necker
Født
30. september 1732
Død
9. april 1804

Jacques Necker. Selvom Necker var udlænding og protestant, lykkedes det ham at gøre en strålende om end omskiftelig karriere i det franske finansvæsen. Hans politik med at finansiere den franske deltagelse i Den Amerikanske Revolution gennem lån var i høj grad medvirkende til Frankrigs dårlige økonomi i tiden op til Den Franske Revolution. Maleri af Joseph Silfrède Duplessis ca. 1780, dvs. mod slutningen af Neckers første periode som finansminister; findes på Château de Coppet, Schweiz.

.

Artikelstart

Jacques Necker var en schweizisk bankier og finansminister i Frankrig.

Necker var bankier fra Genève, men etablerede sig i Paris. Som finansminister 1777-81 søgte han ved optagelse af lån og beskæring af de offentlige udgifter at afhjælpe underskuddet på statens finanser, der var forårsaget af Frankrigs deltagelse i krigen mod Storbritannien i forbindelse med Den Amerikanske Revolution.

Da han publicerede sin Compte rendu au Roi (1781), hvori han kritiserede hoffets ødselhed, blev han afskediget. I 1788 blev han genindsat i sit embede i håb om, at man derved kunne undgå den truende statsbankerot. Han fik kongen til at indkalde Generalstænderforsamlingen til maj 1789. Kongen afskedigede ham igen d. 11.juli 1789, men da Necker nød stor folkelig popularitet, medførte det omfattende uroligheder og Stormen på Bastillen i Paris. Necker blev da genindsat d. 29. juli. Begivenhederne overhalede ham imidlertid, og han blev upopulær i alle lejre, hvorefter han trådte ud af regeringen i 1790.

Necker trak sig tilbage til sit gods Coppet ved Genèvesøen, beskæftiget med at udforme skrifter til forsvar for sin politik. Hans datter, litteraten og forfatteren Madame de Staël, skrev hans biografi ind i sin Considérations sur la Révolution Française (1817).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig